Hvor meget motion skal man dyrke?
Alle ved at motion er sundt og godt for krop såvel som sind. Alligevel er der mange, der ikke dyrker motioner overhovedet eller i hvert fald alt for lidt af slagsen. Men hvad er egentlig nok motion for den almene dansker? Hvor meget motion skal man dyrke om dagen? Og hvor meget motion for at tabe sig? Dette er alt sammen spørgsmål, som mange af os går rundt med, og i denne artikel kan du finde svaret på det.
Hvor meget motion om dagen?
Mange har en forventning om, at motion er noget, der tager lang tid eller skal tage lang tid, før det virker. Dette er dog ikke sandheden. Faktisk er det ikke meget, der skal til ifølge Sundhedsstyrelsen. De anbefaler, at du tager højde for din alder, når du skal beslutte, hvor meget motion der er nødvendig om dagen. Deres anbefalinger lyder således:
- I alderen 5-17 år anbefales det, at barnet er fysisk aktiv mindst 60 minutter dagligt. Denne time skal bestå af aktivitet, der er moderat til høj intensitet. Vælger du at dele de 60 minutter op i mindre bidder, skal hver aktivitet være på mindst 10 minutter. Hvis barnet skal forbedre eller vedligeholde kondition, muskelstyrke mv., er det nødvendigt med høj intensitets træning i 30 minutter 3 gange om ugen.
- I alderen 18-65 år anbefales det, at du skal være aktiv i mindst 30 minutter om dagen. Også her er det vigtigt, at der er tale om aktiviteter af moderat til høj intensitet. På samme måde skal hver aktivitet vare mindst 10 minutter, hvis de 30 minutter deles op. Hvis du vil forbedre eller vedligeholde muskelstyrke, kondition og lignende, skal du mindst 2 gange om ugen dyrke 20 minutters aktivitet af høj intensitet.
- I alderen 65+ år anbefales det igen, at du dyrker 30 minutters motion om dagen. Dog skal du være opmærksom på, at aktiviteten kun skal være med moderat intensitet. Igen kan du vælge at dele minutterne op i aktiviteter af mindst 10 minutter hver. Foruden at det anbefales, at du mindst to gange om ugen dyrker 20 minutters vedligeholdende eller forbedrende aktivitet, bør du også lave udstrækningsøvelser mindst 2 gange om ugen af 10 minutters varighed eller længere.
“Hvor meget motion skal man dyrke?” kan altså besvares med, at du tager et kig på din alder. Uanset din alder vil alt yderligere motion og aktivitet bidrage til flere sundhedsfordele. Du skal derfor ikke lade dig begrænse af anbefalingerne. Disse er kun minimumskrav.
Hvad tæller som motion?
Så er spørgsmålet bare, hvad der tæller som motion. Motion er alle former for aktiviteter, hvor du får pulsen op. Det betyder, at det ikke kun er løbeturen, fodboldtræningen eller lignende, der tæller for motion. Det gælder også, når du tager trappen, leger aktivt med dine børn, går i stedet for at tage bilen, når du skal handle eller til og fra arbejde og meget andet. Det er derfor bare med at komme op fra sofaen og bevæge dig. Det kræver ikke mere, end at du klarer dine dagligdagspligter og i ny og næ dyrker lidt mere intensiv motion som løb, fodbold, cykling, fitness eller hvad du ellers kan finde på.